Om det er modellen eller dem, der har bundet hende, der slapper mest af, vides ikke. Foto: Klub Nawa
Fortvivl ikke, hvis du har prøvet alt mod stress. For nu bliver bondage markedsført som et alternativ til yoga, meditation og mindfullness.
En nyåbnet bondage-klub i Aarhus inviterer alle interesserede indenfor fredag 20. februar. Her kan man se og eventuelt lære de fine, gamle, japanske bondage-teknikker.
Ordet bondage er en fællesbetegnelse for brugen af reb. Livsstilsmagasiner, film og tv-programmer har allerede introduceret det. Ikke mindst filmen Fifty Shades of Grey, der netop har haft premiere.
Her forbindes bondage med sexlege og som noget der sætter gang i fantasien. Men kært barn har mange navne, for rebteknikkerne kaldes også nawa, shibari eller kinbaku.
Teknikkerne kommer fra Japan, hvor politiet har brugt det til at uskadeliggøre fanger med. I dag anvender entusiaster de samme rebteknikker, men formålet er et andet: Det handler om at stresse ned og slappe af.
To udøvere har valgt at åbne en bondageklub på Finlandsgade 25 i Aarhus Nord.
Klub Nawa tilbyder at guide alle interesserede i rebkunsten. Er man nysgerrig, kan man kigge forbi og enten bare se på eller prøve selv.
Stedet har åbent hver onsdag 17- 22 og fredag kl. 19-24. Fredag 20. februar er der åbent hus.
Du kan læse den originale artikel ved at trykke her.